Kuala Lumpur: Fremad, opad - koste hvad det vil

Mandag formiddag landede jeg i Malaysias de facto hovedstad, Kuala Lumpur, en ualmindelig behagelig flyvetime-og-fem-minutter nord for Singapore. Hurtigt og effektivt fik jeg erhvervet mit KLIA Express transportkort lufthavn-centralstation t/r inklusiv to dages offentlig transport plus mulighed for derefter at tanke kortet op i de fleste aviskiosker. Og afsted i høj fart de 45 km ind til Kuala Lumpur Sentral.

Mit Hotel Ascott Sentral ligger fem minutters gang fra KLIAs terminal/centralstationen/et kæmpe shoppingcenter på kanten af det område, der hedder Little India Brickfields. Bare tag sidstnævnte bogstaveligt: Her producerede overværende indiske/pakistanske tilflyttere tidligere enorme mængder mursten på et enormt område. De blev boende. Området er - lidt endnu - mere originalt og præget af markant lavere (og billigere!) bebyggelse end hovedstadens turistmagneter. Men glas- og stålgiganterne har begyndt deres indtag i kvarteret.

Kuala Lumpur er en forholdsvis ung by, hvor det meste menneskeskabte, som man vil vise frem, er under 150 år gammelt. Ofte meget yngre. En af flere udlægninger af navnets betydning - den mest populære - er "det mudrede samlingssted for to floder." 

Kuala Lumpur er ikke rigtig én by. Sådan lidt a la Los Angeles og Kathmandu er der nærmest tale om flere byområder, der spreder sig over et så enormt areal, at der - navnet til trods - ikke rigtigt er en egentlig bymidte. Derfor mit valg af overnatning et sted, hvor flere transportlinjer mødes, så jeg kan opdage byen som et stjerneløb. Og komme gnidningsfrit til og fra lufthavnen uden at skulle gå langt i et tropisk klima i en infrastruktur skabt til biler.

Mandag eftermiddag tog jeg rød linje til tv-tårnet Menara Kuala Lumpur, hvor der ikke var kø. Hvorfor? Som Obelix siger: Der må være en flot udsigt deroppefra! Det var der, for vejret var klart, smogen begrænset og ditto med røg fra indonesiske skovbrænde. Og så er det lidt sjovt at kunne se Petronas Twin Towers i øjnene. Ligeledes interessant er det, HVOR enormt stor byen er - og hvordan der stadig er et-etages blik-bebyggelse ind imellem de enorme, nye konglomerat-ejede højhuse.

Derfra gik jeg (ja, jeg er ikke helt klog, men skroget skal jo holdes igang) til Chinatown og lod mig selv fare vild i myriaderne af lugte, lyde og leben (og mad!), som vi i hvert fald ikke har hjemme i 6400😁

Tirsdag: rød linje igen, denne gang et par stationer videre til først den 120 år gamle Sultan Abdel Samad Jamek-moske, bygget efter inspiration fra indiske Taj Mahal. Af med skoene og på med mit løst hængende pink-hvide tørklæde. I det største af bedeområderne blev jeg sat ned på en stol af en skriftlærd med Morgan Freemans øjne og Kristian Leths teologiske insisteren. Hans opgave: at afdramatisere islam og vise, hvor mange ligheder, der er mellem de tre monoteistiske religioner (og måske også for at påvise, at 24 budbringere - herunder Isak, Moses og Jesus - viste vejen til Profeten😁). Det kan godt være, at jeg aktivt har fravalgt et religiøst liv (mit valg), men jeg elsker at lytte til og tale med religiøse lærde (deres valg), der har styr på deres kram - og som taler med humor og uden at prædikere. Var jeg enig med ham: nej. Blev jeg lidt klogere: ja!

Derfra videre til det splinternye, fancy, blankpolerede, imponerende, vanvittige, fortryllende, frastødende og helt igennem ubeskrivelige KLCC, Kuala Lumpur City Centre. Det er gennemført anti-Jante. Freudianere får smæk for pengene. Her vil de frem. Her vil de op. Det er det nye Malaysia. Det koster penge. Og det viser de gerne. Her er de ultradyre og vilde malls. Her er fortovene brede og uden meter-dybe huller (jubii!) og med sirlig beplantning. Her er de 452 meter høje Petronas Twin Towers (som man skal bestille billet til i god tid, så det havde jeg gjort). Her er den menneskeskabte bypark med grønt og stier og bade-halløjsa til nok mest familiens yngste - og så det store symfoniske springvand, der med Las Vegas' Bellagio og Dubais Burj al Khalifa som forbilleder imponerer masserne hver aften i timedrift fra klokken 20. Det er imponerende. Det er gratis. Det er værd at blive for.

Idag tog byens etsporede tog, Monorel, mig så til turistfavoritten Bukit Bintang, der også byder på hele spektret fra luksusmalls til nat-gaden Jalar Alor Streetfood Market. Nogle årtier tilbage var dette syndens hule (hvor godtfolk er, kommer godtfolk til), men bystyret har sidenhen efter sigende fået styr på den værste prostitution. Gang i den, det er der endnu. Hverken jeg eller min sult holdt ud til mørkets frembrud, så jeg indtog min claypot rice ved 17.30-tiden, mens de sidste forberedelser til aftenens og nattens handel og vandel blev gjort. Det, jeg så, så i hvert fald ud til at være hygiejnisk i orden.

Denne by er for vild! God nat!