Brændemærket

Fransk Polynesien har brændt sig ind i min sjæl. Det blevet en tilstand, jeg vil bære med mig resten af livet. Jeg har lært, hvordan livet kan og bør leves. Jeg er mærket i sjæl og på krop. I morges stillede jeg på et af verdens bedste tatoveringssteder i Papeetes centrum og lod mig bogstaveligt brændemærke af dette paradis. Venstre skinneben er nu forsynet med en mantarokke i moderne polynesisk design med symboler for blandt andet vand, styrke, familie og foranderlighed. Jeg gav kunstneren frie hænder, da han hører til de allerbedste inden for sit fag - og man giver altid en kunstner frie hænder. Kunden er tilfreds.

Jeg har altid holdt på, at skal jeg have tusser, skal det være herude i Polynesien, hvor europæerne i slut 1700-tallet genopdagede tatoveringskulturen og tog den ned tilbage til det gamle land. I de seneste uger har jeg opsøgt informationer om traditionen bag, sat mig ind i de forskellige symbolers betydning og valgt en tatovør, der ikke bare er hamrende dygtig, men som også bærer sit folks kultur og traditioner med en sådanne stolthed, at de kan give den videre til udlændinge uden at give køb på egne værdier. Flere polynesere har fortalt mig om de imponerende tatoveringer på deres egne kroppe og givet mig deres velsignelse til at låne af deres kultur, hvis bare min tatovering er helt min egen. En ægte tatovering herude er personlig, fortæller bærerens historie og bør ikke kopieres. Jeg føler mig beæret af disse møder med så vidunderlige og smukke mennesker, der helt klart står stærkt i livet og deres ophav.

Som dykker gennem to et halvt årti herskede der slet ikke tvivl om motivet: Hun-mantarokken står for mig som det smukkeste og mest graciøse væsen under vandet. En majestæt med et enormt vingefang, der flyver gennem vandet uden at være bange for nogen eller noget. De er der bare. At jeg stødte på flere ude i passene på Rangiroa og Fakarava styrkede mig kun i, at min første tatovering naturligvis skulle være dette imponerende dyr.

Jeg forlader nu Fransk Polynesien med et stik i hjertet. Jeg har efterladt noget af mig selv herude i Stillehavet, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kommer rigtigt hjem herfra. Noget herude vil aldrig drage, og det vil jeg leve med.

Det er jo held i uheld, at mit projekt om at være gast på en dansk båd herude kuldsejlede sidste nytår. Jovist, det havde været et eventyr at sejle, men jeg havde bare været omgivet af danskere (og danskere er verdensmestre i at lave nationale bobler) og ikke haft mulighed for at møde alle de mange vidunderlige mennesker, som jeg har ved at rejse på denne måde, som jeg har nu.

Nu gælder det Stillehavsfærdets længste stræk: New Zealand.

Mauruuru, skønne Fransk Polynesien ❤️