Hajer!

Hvorfor bruge et til to døgns ren rejsetid på at flyve om den anden side af kloden for at dykke, når Rødehavet ligger seks nonstop fly-timer borte? Fordi Fakarava har alt, et erfarent dykkerhjerte kan begære. 

Jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal begynde - og med hvad. Er det polynesernes udprægede gæstfrihed, deres høflighed, deres umiddelbare og ubesværede livsstil, deres ro, deres kærlighed til deres kultur og ophav, deres rigide beskyttelse af livet i havet, deres øers og atollers drømmeagtige skønhed? Er det livet under havets overflade, hvis mængde og variation overgår alt, jeg nogensinde har oplevet? Er det strømdykkene med deres tusindvis af hajer, store og små fisk i så store stimer, at det næsten gør en religiøs, når man lader sig omslutte? Er det, at jeg efter 17 år med samme (meget dygtige!) dykkermakker endelig er blevet fri til at finde min egen stil og profil som undervandsmenneske? Eller er det det, at man kan sidde ved siden af et andet menneske, sammen kigge ud over lagunens havoverflade og forstå hinanden, selv om man kun kan få gloser af hinandens sprog? 

Jeg har tilbragt små to uger på Fakarava, først oppe i atollens nordlige del med seks dyk i den stærkeste strøm, jeg nogensinde har prøvet (mere end Storebælt). Set hajer i så enorme mængder, at det nærmest mindede om et væg til væg-tapet. Dernæst atollens sydlige del ved det verdensberømte Tetamanu sydpas med endnu mere strøm og endnu flere hajer med den mundrette PR-betegnelse “Wall of Sharks” (hajmuren). Jeg har dykket midt i fiskestimerne med hajer omkring mig, ligget på passets sandbund på 30 meter, vendt mig om og set solen skinne ned igennem flere lag hajer. Bare huske at trække vejret roligt (så er der mere bundtid), holde øje med minutterne og dybden og overholde reglerne for sikkerhedsstop på fem meter. Dykkerchef Jean-Luc sørger for udstyret og skipper for transporten, så vi andre blot skal suge til os. Livet kan være så enkelt, hvis man tør skrælle det ligegyldige fra.

Mit sydlige overnatningssted kan bedst beskrives som en undseelig bunke koralsand en meter over havets overflade midt ude i Stillehavets intet. Ikke meget højere end en sandbanke derhjemme på et stykke land mindre end Frederiksø. Min hytte er endnu mere lokal end den på nordsiden af atollen. Alt er naturlige materialer - på nær stikkontakter, toiletkummen og den vildt behagelige madras (ikke at kimse af med min kilometerstand). Toilet og bad er i det fri. Der er intet varmt vand, for den strøm, som solcellerne skaber, bruges til køkkenets køle/fryseskabe, belysning i hytter og fællesarealer samt - ja! - højhastigheds internet. Alt er bare tæer eller klipklapper, hvis det virkeligt skal være. Maden er sublim, så jeg er tæt på at være decideret forædt. Slapper jeg ret meget mere af, går min puls vist i stå. Topkarakter til Motu Aito Paradise herfra!

I morgen går det tilbage til Fakarava lufthavn og videre til Rangiroa, hvor dykkene efter sigende skulle være endnu mere fantastiske. Tro det, hvem der kan.

Undervandsbillederne er høfligt stillet til rådighed af mine to dykkermakkere i sydpasset, Micha og David. Danke et merci!