Gourmet i gadekøkkenet

Det bedste streetfood får man i Singapore. Punktum. Det er billigt. Det er godt. Det er trygt (landet har en rigid lov om madhygiejne).

Jeg holder særligt meget af Chinatowns såkaldte hawkerstands, hvor man for få dollars kan æde og drikke sig en pukkel til. Særligt berømt - og godt - er "chicken rice", der i al enkelhed er kogt kylling, aromatisk ris og agurk. Det er vel nærmest en slags nationalret. Oftest følger der en klar suppe med forårsløg med.

Jeg drikker restauranternes hjemmelavede iste til. Men i aftes måtte jeg have noget stærkere efter at have overværet en af de smukkeste symfonikoncerter i mit liv i Esplanade Concert Hall. På vej hjem væltede jeg ind i områdets svar på Visselulles med et imponerende udvalg af gin (ja, hvad ellers), rom og whisky. Det blev til to forskellige versioner af den lokale Merlion Gin (god!) og en rom fra Ile de la Reunion. Antal kaukasere: 1 (mig!). Prisen taler vi ikke om, men det var det hele værd.

To aftener i træk har jeg smovset mig igennem flere småretter i Michelin Bib Gourmand-stedet Song Fa Bak Kut Teh 100 meter fra mit hotel. Det startede som en madvogn i 1969. De næste generationer fører madtraditionen videre, men nu på fast adresse på New Bridge Road/Upper Circular Road (og andre steder, da det er blevet en kæde).

Man går ind fra gaden, bliver sat ned, hvor der er plads, bestiller via QR-kode (normalt her), og maden kommer efter få minutter. Signaturretten er deres grisekødsuppe, og tjenerne kommer med genopfyldninger, når ens skål viser begyndende lavvande.

Er der ikke et bord ledigt, stiller man sig pænt i kø. Og er der varmt køen, og er den lang, må man gerne låne en vifte😁 Michelin har i nu ni år kvitteret med sin lige-ved-og-næsten stjerne. Prisen? Billig! Jeg har betalt 100-125 kroner for hver af de sæt, I ser på billederne.

I morgen er det sidste aften her i løvebyen. Da skal jeg tilbage til Chinatown og have en omgang chicken rice. Naturligvis.