Nat i Singapore

Hvem kan sove i Singapore?

Mørbanket, jetlagged, overtræt og måske også bare ældre med alderen kørte min pling!-vågne hjerne Tom Kristensens digt om 20ernes Berlin på gentag-knappen den første nat i Singapore. 

Jeg har denne gang valgt et boutiquehotel på Hong Kong Street. Det vil sige vis a vis med floden, finansdistriktet og China Town. Det var her, i fordums tid, at sumpen var mest stinkende, banditterne mest bandittede og livet mest kulørt. Idag er Singapore indbegrebet af ordentlighed, effektivitet og renlighed. Livet støjer, når det leves - både i fest og i tungtkørende, skramlende arbejde (tomme containere buldrer nu engang bedst). 

Singapore ER på enhver tænkelig måde en fantastisk by(-stat). Uanset tidspunkt af døgnet. Mange megabyer tager sig bedst ud efter solnedgang, hvor reklameskærme, lyskæder og kreativ illuminering skaber illusioner, men de selvsamme byer ser noget mere slidte og snavsede ud i dagslys. Singapore består dagstesten med et ug+. 

Efter pligttraveturen til Gardens By The Bay (hvor Stine 5-år naturligvis skulle prøve alle instrumenterne af på musiklegepladsen), sige hej til havløven Merlion, slentre langs med Singapore River og indtage sin latterligt billige aftensmad i Chinatowns gadekøkkener (her benævnes de hawkerstands) var det tid til den nye oplevelse: Victoria Concert Hall og Halloween-orgel- og lyskunstkoncerten med britisk-australske Joseph Nolan og singaporianske Lawrence Koh.

Sidstnævnte er kendt for sine lyskunst live-performances, hvor han med en lommelygte tegner på særlige baggrundsskærme. Det er med at være vågen, for efter få minutter er alt væk og kommer aldrig igen.

Det var så afgjort en oplevelse til hukommelsen - for ja, også i denne koncertsal skal mobiltelefoner forblive slukkede, når musikken spiller (og folk, der skal hoste eller pakke bolsjer ud henstilles for øvrigt til at vente til de mere kraftige passager). Hvordan var det nu? Fik jeg nævnt, at jeg elsker Singapore😁